Hælrevner
Hælrevner er revneformede åbninger i den hårde hud, der ofte dækker hælens bageste underside i en halvmåneform. Revnernes øverste kanter er hårde og kan nogle gange brede sig så dybt ind i hudens levende lag, at de bløder. Det kan være temmelig smertefuldt.
Årsag
Skyldes ofte skoene. f.eks. træsko eller damesko med rem om hælen, slippers og badetøfler. De er alle kendetegnede ved IKKE at have en fast hælkappe. Når der ikke er fast hælkappe så slipper hælen skosålen for hvert skridt og det giver et lille stød til hælen, når foden sættes i. Stød og gnidningsmodstand kan give hård hud og hælrevner. Nogle træder meget hårdt ned på hælene når de går – det kan også give hælrevner. Er der ingen hård hud, men kun revner, så skyldes det ofte meget tør hud.
Behandling
Fodterapeuten fjerner den hårde hud, så revnerne kan hele op. Fodterapeuten vejleder dig, så du kan forebygge, at der kommer hælrevner igen. Nogle gange kan man have gavn af et stødabsorberende indlæg. Dette kan fodterapeuten lave. Du kan selv forebygge ved at bruge creme dagligt.
Hård hud på hælene
Hård hud opstår som en reaktion på en belastning, der er større end hudens forhold er beregnet til. Huden og det underliggende væv er konstrueret til at modstå visse påvirkninger så som at blive trådt på, modvirke betændelser, tage imod stød og virke som støddæmper ved gang, løb og spring.
Årsag
Overbelastning af huden på hælen er den væsentligste årsag til dannelsen af hård hud. Dette kan skyldes en nedsat tykkelse af stødabsorberende væv på hælene, en tung gang eller gang på et hårdt underlag (betongulv), overvægt eller tungt arbejde, benyttelsen af træsko eller sko med en tynd, hård sål (lædersåler) og tør hud. Den hårde hud øger risikoen for revner i hælen.
Behandling og forebyggelse
Ved hård hud på hælene bør man søge behandling hos en statsaut. fodterapeut. Det er ikke tilrådeligt selv at slibe den hårde hud, da det kan skabe irritation i huden med det resultat, at huden fortykker sig yderligere. Desuden skal man gennemgå sit fodtøj og undersøge dets såler. Det anbefales at benytte fodtøj med en lidt kraftig sål af et stødabsorberende materiale samt fast hælkappe. Træsko bør helt undgås. I særlige tilfælde kan fodterapeuten fremstille et stødabsorberende hælindlæg.
Kilde
Alt om foden, Danske fodterapeuter.